TegnsprogPosted by Linda 2008-01-29 08:48I kender sikkert godt den der fornemmelse af at være super glad og så samtidig rigtig ærgerlig. Sådan har jeg det lige nu.

Det var fantastisk da det blev besluttet at der skulle bruges plads til tegnsprogstolkning på en af de digitale kanaler. Det har været fantastisk at døve nu har kunne se flere forskellige nyhedsudsendler og endnu mere fantastisk at de kunne følge debatterne i valgkampen. Det har ikke bare været stort, men KÆMPE stort. Og endnu større blev det faktisk, da det blev besluttet at lave en forsøgstolkning af Håndbold-EM. Der er kommet så mange positive tilbagemeldinger, ja fakitsk flere end under valgkampen (det er altså ret flot!) og det er bare endnu bedre at kampen i dag også bliver tolket (http://em.tv2.dk/article.php/id-10161996.html).
MEN så kommer malurten. Vi har jo længe håbet at det blev muligt at kunne få lov at tolke flere programmer og at sendetiden på tegnsprogskanalen kunne blive udvidet (vi har jo også lige set at behovet er der), men nu kan man så desværre læse at den øvrige sendetid skal bruges til DR's UpDate (http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/2008/01/25/163659.htm?rss=true)! Som i øvrigt kan ses på nettet (det kan tolkningen ikke). MEGET MEGET ærgerligt. Man må så bare håbe, at vi så kan sikre at betingelserne vedr. tekstning af genudsendelser (det står i public service kontrakten at alle genudsendelser SKAL tekstes) endelig kan blive håndhævet - hidtil har de argumenteret for at det ikke galdt UpDate, da det jo var en netkanal - nu er det altså også en TV-kanal - og UpDate er altså genudsendelse efter genudsendelse.
Men aller allerbedst ville det dog være hvis vi som parti stod for, at vi også gerne vil tilgængelighed for Døve - vi arbejder jo for en anerkendelse af dansk tegnsprog (det bestemte vi på landsmødet) - og tilgængelighed for døve er altså tegnsprogstolkning. Gid vi kunne få flere sendetimer på tegnsprog!
TegnsprogPosted by Linda 2007-10-31 22:31Med indførelsen af det digitale sendenet har tv-stationerne fået mulighed for at tegnsprogstolke de daglige nyhedsudsendelser, og i forbindelse med dette folketingsvalg er servicen udvidet til også at omfatte alle valgudsendelserne.
Selve valgaftenen skulle egentlig have været tegnsprogstolket på begge landsdækkende tv-kanaler, men af tekniske årsager vil kun DRs aften blive tolket. Her vil et hold af fire tegnsprogstolke stå klar til at tolke hele aftenen - også til den traditionelle partilederrunde.
Tegnsprogstolkning på tv foregår i et samarbejde mellem DR og TV 2. Siden tolkningen blev indført i april 2006, har et fast hold af tolke haft deres daglige gang i DR Byen, og herfra bliver der tegnsprogstolket til begge kanaler.
Tegnsprogstolkningen kan modtages af alle danskere, som har anskaffet sig digitalt modtageudstyr.
For hørehæmmede - eller for seere, der blot ønsker at supplere udsendelserne med undertekster, er der også godt nyt, da alle valgudsendelser er forsynet med undertekster via tekst-tv. På selve valgaftenen vil begge tv-kanalers valgdækning være forsynet med tekstning via tekst-tv (på DR er det side 399).
Følgende valgudsendelser bliver tegnsprogstolket:
DR1:
Søndag d. 28. oktober: '21 Søndag' klokken 21.00-21.25 (er sendt)
Søndag d. 28. oktober: 'Mød partierne: Enhedslisten' klokken 22.00-22.25 (er sendt)
Mandag d. 29. oktober: 'Mød partierne: Ny Alliance' klokken 21.50-22.15 (er sendt)
Tirsdag d. 30. oktober: 'Mød partierne: Kristendemokraterne' klokken 21.50-22.15
Onsdag d. 31. oktober: 'Mød partierne: SF" klokken 21.50-22.15
Torsdag d. 1. november: 'Mød partierne: Det Radikale Venstre' klokken 21.50-22.15
Søndag d. 4. november: 'Duellen: Helle Thorning-Schmidt-Anders Fogh Rasmussen' klokken 21.00-22.00
Mandag d. 5. november: 'Mød partierne: De Konservative Folkeparti' kl. 21.50-22.15
Tirsdag d. 6. november: 'Mød partierne: Socialdemokraterne' klokken 21.50-22.15
Onsdag d. 7. november: 'Mød partierne: Dansk Folkeparti' klokken 21.50-22.15
Torsdag d. 8. november: 'Mød partierne: Venstre' klokken 21.50-22.15
Søndag d. 11. november: 'Afslutningsdebat' kl. 21.00-22.45
Tirsdag d. 13. november: Valgaften - hele aftenen
TV 2:
Torsdag d. 4. november: 'Topmødet' klokken 20.00-20.50
Mandag d. 12. november: 'Sidste ord' (Partilederrunden) klokken 20.00-21.00
Tegnsprogstolkning af nyhedsudsendelserne på DR og TV 2 frem til valget:
I dagene frem til valget udgår tolkning af Deadline klokken 17.00 på DR2. Til gengæld vil TV-Avisen klokken 21.00 blive tolket. De øvrige nyhedsudsendelser bliver tolket som normalt.
Tekstning af valgudsendelser:
Alle valgudsendelser på DR og TV 2 bliver tekstet - inklusive liveudsendelser. Alle genudsendelser vil være tekstede. På valgaftenen tekster begge tv-kanaler.
Skrevet af: Jan Dohrmann
TegnsprogPosted by Linda 2007-09-29 21:53I dag var der verdensdemonstration vedr. anerkendelse af tegnsprog. Her i Danmark samledes døve og andre der ønskede at bakke om omkring tegnsprog i Århus og i København. Begge steder startede med taler (Bente Dahl i Århus - Asger Bergmann og mig i København) og derefter en demonstrationsgåtur.
I København var der ca. 160 personer med og der var fyldt helt op i Døves kirke hvor demonstrationen sluttede. Pressen var også med. F.eks. har både P4 i Århus og i København interviewet Mette Bertelsen – Redaktør på Døvebladet. TV2News sendte direkte fra Døves kirke kl. 16.38, hvor de kort snakkede med Mette og Asger Bergmann - Formand for Danske Døves Landsforbund. Det var ret spøjst, fordi den meget søde interviewer blev ved at række mikrofonen til både Mette og Asger i stedet for tolkene.
Min tale kan ses under under kategorien "Taler".
Her er lidt billeder fra demonstrationen - tak til Lene Hempel:
TegnsprogPosted by Linda 2007-09-21 08:14Kom og hør/se mig holde tale til nedenstående arrangement lørdag d. 29. september.
Demonstration i København vedr. anerkendelse af Tegnsprog
Tidlørdag d. 29. september 2007 kl. 14:00
(slutter kl. 16:00)
Sted København, Rådhuspladsen ?, 1550 København
Beskrivelse
Info: LØRDAG den 29. september 2007 kl. 14-16 vil der være døve-demonstrationer flere steder rundt omkring i verden. Den sidste lørdag i september er af døve græsrødder hele verden over blevet udråbt som international kampdag for tegnsprog. I år går alle, der støtter tegnsprog, på gaden lørdag d. 29. september for at få vores regeringer til at anerkende tegnsprog som et selvstændigt sprog.
Yderligere info: Bruno Moncele fra Frankrig har sammenklippet en video hvor man kan se forskellige prominente døve personer fra lande hele verden, opfordre til at døve sammen kæmper for et bedre samfund.
Videoen kan ses her:
http://video.google.com/videoplay?docid=-5526991288375669704&pr=goog-sl
(NB! Formanden for Danske Døves Landsforbund, Asger Bergmann, tilkendegiver sin støtte 10:22 inde i videoen)
Hvordan deltager vi for Danmark: Vær med til at demonstrere for tegnsprog her i Danmark; i Århus og København. Vi marcherer med sort tøj og fakler. ALLE er velkomne - døve og hørende!
Hvor: I Århus og i København
Hvornår: Lørdag den 29. september 2007
I Århus starter vi kl. 14 på Skt. Klemens Torv til nogle ord, så marcherer vi langs en rute med sort tøj og fakler.
I København starter vi kl. 14 på Rådhuspladsen nogle ord, så marcherer vi langs en rute med sort tøj og fakler.
Dresscode: Vær påklædt i sort. Medbring bannere og slagord.
Vil du være frivillig? Vi har brug for frivillige til at optage demonstrationen med kamera, og nogle til at hjælpe med at formulere løbesedler, som vi uddeler undervejs.
For nærmere oplysninger:
Bo på http://www.blogger.com/compose.pl?To=tegnsprog@hotmail.com
Webste: http://www.anerkendtegnsprog.blogspot.com/
TegnsprogPosted by Linda 2007-09-18 21:56Har nu hørt rigtigt meget positivt om det nye radikale.net af mange "ikke-medlemmer" og er jo også selv helt vildt vild med det, så anbefaler alle jeg møder om at kigge ind :-)
Men nu er det ikke kun mig der anbefaler andre at kigge ind - se Døvebladets blog her: http://blog.deaf.dk/dovebladet
Tjah OK - det handler om tegnsprog og ikke vildt meget om dette netværk, men er måske med til at sende lidt flere ind og kigge. Der er klart potentiale for denne målgruppe på vores fantastiske side.
TegnsprogPosted by Linda 2007-03-02 18:35I dag var der reception for Asger Bergmann, Formand for Danske Døves Landsforbund. Han fylder 60 år. Asger ønskede først ikke en reception, men efter lidt snak frem og tilbage indvilligede han, hvis fokus kunne være på Anerkendelse af Dansk Tegnsprog. Asger har i mange mange år kæmpet for en anerkendelse af det Danske Tegnsprog og mange ting er også opnået – bare ikke en officiel anerkendelse.
Til receptionen kom bl.a. Simon Emil Ammitzbøll og snakkede om vigtigheden af lige muligheder, vigtigheden af at have et 1. sprog og vigtigheden af anerkendelse af Dansk Tegnsprog. Det var enormt dejligt at Simon Emil ville komme og snakke om dette og det har virkelig stor betydning at emnet bliver taget seriøst – også af folketingsmedlemmer.
Ønsker du at vide mere om døve, tegnsprog og anerkendelsen heraf er du velkommen til at kontakte mig eller Danske Døves Landsforbund (www.deaf.dk).
Herfra skal i hvert tilfælde lyde stort tillykke til Asger Bergmann og mange tak til Simon Emil.
Der vil formentlig være et kort interview og et klip fra Simon Emils tale på DR1 på lørdag d. 10 i det program der hedder "Tidens tegn" om formiddagen.
Jeg har desuden fået lov til at lægge den meget spændende tale, der blev holdt om anerkendelse af tegnsprog herud. Kan klart anbefales at læse den.
TegnsprogPosted by Linda 2007-02-10 11:46”På et fremmedsprog kan vi kun udtrykke det, vi kan, mens vi på modersmålet kan udtrykke det, vi vil. Derfor er det så vigtigt, at alle får de bedst tænkelige muligheder for at tilegne sig et fuldt udfoldet modersmål”. (citat Elsebeth Gerner Nielsen)
Anerkend dansk tegnsprog!
Dansk tegnsprog er et selvstændigt sprog. Det er et visuelt sprog med eget tegnforråd, grammatik og syntaks. Dansk tegnsprog er et fuldstændigt sprog med alle strukturelle karakterer og udtryk som det talte sprog. Det er ikke kun et sæt af uformelle gestikulationer. Kort sagt er det et komplet udtryksmiddel for døve. Det er vigtigt for den daglige kommunikation og deltagelse i samfundet.
En officiel anerkendelse vil forbedre dansk tegnsprogs status som et rigtigt sprog og forhåbentlig fjerne den diskrimination og de uretfærdigheder, som døve nogle gange oplever.
Ethvert menneske har behov for og rettighed til ordentlig sproglig kommunikation.
Jeg mener at dansk tegnsprog skal beskyttes og fremmes på samme måde som visse minoritetssprog bliver det ifølge Europarådets pagt om regionale sprog og mindretalssprog.
Det er dansk tegnsprog ikke i dag i Danmark og som jeg vil vise nedenfor får det nogle gange katastrofale følger for danske tegnsprogsbrugere. En retslig anerkendelse af dansk tegnsprog, f.eks. i form af en folketingsbeslutning, skal bl.a. sikre, at der afsættes ressourcer, så der skabes fuld adgang for døve på forskellige områder: undervisning, uddannelse, tegnsprogstolkning, tilgængelighed på TV samt forskning og formidling. Det skal sikres at døve har mulighed for gratis tolk i alle kommunikative situationer, hvor der indgår hørende, der ikke taler tegnsprog.
En anerkendelse forstået på et mere overordnet niveau – det være sig i form af en grundlovstilføjelse eller en folketingsbeslutning eller en særlig tegnsprogslov vil have stor betydning for døves sikring af deres modersmål.
Til orientering kan nævnes at lande som f.eks. England, Belgien, New Zealand og Nordamerika har anerkendt deres nationale tegnsprog.
Det er altid nemmere at forstå kompleksiteten hvis man har et konkret eksempel at forholde sig til. I de sidste par år har der været Det sociale tolkeprojekt. Kort fortalt skal det sociale tolkeprojekt sikre døve mulighed for tolk ved f.eks. lægebesøg, skole-hjemsamtaler, ved deltagelse i kulturelle, sociale og politiske arrangementer. En ordning, der sikre alle tolkebrugere adgang til sociale aktiviteter på lige fod med hørende.
Denne ordning er desværre ikke permanent (bl.a. fordi man i Danmark ikke har anerkendt dansk tegnsprog). I efteråret 2006 var puljen til det sociale tolkeprojekt desværre ved at løbe tør for penge, og der blev indført et foreløbigt bevillingsstop for socialtolkebestillinger.
Danske døves landsformand Asger Bergmann udtalte i den anledning: ”Der er et stort behov for tegnsprogstolke hvis alle døve skal have adgang til tolk til sociale aktiviteter. Derfor er 14 tolkefirmaer gået med i Det Sociale Tolkeprojekt om at levere tolk til døve, hørehæmmede og døvblinde. Men nu er pengekassen til social tolk tom. Der er ikke flere penge til resten af året og det beløb der er afsat til næste år er langt fra tilstrækkeligt. Det er en skandale! Det er vigtigt at vi hurtigst muligt for flere penge til social tolk til døve.”
Kort efter lykkedes det at skaffe ekstra penge, men ordningen er usikker og for tiden kan man kun få bevilling på ugebasis. Det har bl.a. konsekvenser for døve, der skal til speciallæger, hvor ventetiden ofte er over en uge. De ved ikke før onsdagen i ugen før om de har fået bevilliget tolk.
En anerkendelse af dansk tegnsprog vil give større sikkerhed for danske tegnsprogsbrugere i mange forskellige situationer.
Jeg synes det er relevant at medtænke tegnsprog når man snakker to-sprogethed og vigtigheden af modersmål.
TegnsprogPosted by Linda 2006-11-29 13:47På Nordisk Råds Session 2006 blev tegnsprog desværre ikke gjort til officielt mindretalssprog i Norden. Bertel Haarder argumenterede med: "Hvis det skal realiseres, skal tegnsprog først være et officielt mindretalssprog i alle nordiske lande. Hvis det bliver tilfældet, er der mulighed for, at det kan komme til at indgå som et officielt mindretalssprog i det nordiske samarbejde." (www.norden.org/session2006taler/sk/view.asp?id=1619)
Så lad os arbejde for at gøre tegnsprog til officelt mindretalsprog i Danmark.